torsdag den 31. maj 2012

For 112 kroner blandet

Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, var vi i en lokal genbrugsbutik igår. Emil fik mere eller mindre alt hvad han pegede på, da priserne jo heldigvis er lettere at overkomme end i BR. Det resulterede i en del legetøj; biler, spil og flippermaskine i træ.

Udover det var der også lidt genbrugsguld til mig, og jeg synes, jeg var rigtig heldig med mine fund; en fin bakke, to spil af ældre dato, men standen af spillene (ikke emballagen) er som ny og sidst men ikke mindst 20 eksemplarer af "Alt om Håndarbejde" fra henholdsvis 1977 og 1979 - jeg har allerede fundet flere modeller, der skal afprøves! Se lige nogle fantastiske billeder fra nogle af bladene.



Nu er min barsel slut, så på mandag starter en helt ny hverdag - det bliver nok noget af en omvæltning efter 10 måneder som hjemmegående husmor, men det skal nok blive godt.

Lækker giveaway hos Mamma Mia´s Verden

Har I set denne giveaway i anledning af bloggens to års fødselsdag? Rigtig fine ting og jeg håber at jeg bliver en af de heldige:-)

Pimp en trøje

Inden jeg selv begyndte at blogge, så jeg at andre i blogland havde skiftet knapperne på en helt almindelig sort cardigan for at give den et nyt look - det har jeg også gjort nu....sort trøje med lyseblå blomster-knapper.

Trøjen er en billig model fra h&m, og jeg synes helt sikkert, den er mere interessant, efter jeg har sat de nye knapper på.


Så er der kronhjort Kurt

Og nej, det drejer sig egentlig ikke om Wikke og Rasmussen, men om Carlas nyeste kjole med en fin rød kronhjort på. Stoffet har jeg haft liggende i 5 år, så det var vel på tide at jeg fandt anvendelse for det. Resultatet blev en spencer, hvor jeg har ændret mønstret på overdelen - det originale mønster har rund halsudskæring, men nu ville jeg gerne prøve noget andet.

Men jeg har snydt lidt; jeg har brugt trykknapper og bare pyntet med de røde knapper for syns skyld. Ja, ja - overspringshandling, men jeg har endnu ikke prøvet at lave knaphuller på min nye symaskine, så det er en smule angstprovokerende, men jeg kan jo ikke blive ved at udsætte det:-)

Igår havde Emil en ekstra fridag med mig, og vi tog sammen en tur i genbrugsbutikken, hvor vi fandt nogle rigtig gode ting - jeg har endnu ikke fået taget billeder, men regner med at sætte dem på bloggen senere idag eller i morgen.


onsdag den 30. maj 2012

Se min kjole, den har mange farver...

Jeg har tidligere vist en del af mine ure og en del af mine tasker. Men man kan som bekendt ikke klare sig KUN med tilbehør, så der skal en del kjoler til, for at have noget der passer til taskerne - okay, jeg kan godt høre, at det lyder som en dårlig undskyldning.

Jeg kan lige så godt indrømme det - jeg ELSKER kjoler, og har svært ved at begrænse mig, så her kan I se 80 af mine kjoler - jeg har valgt at udelade dem, jeg har i flere farver, og en del af de sorte er heller ikke med, da de ikke gør sig så godt på billeder.








tirsdag den 29. maj 2012

Sommervarme og blomster

Så varmt som det har været den sidste uge, synes jeg at der var grundlag for at lave endnu en kjole til Carla - denne gang efter eget mønster, da jeg gerne ville lave en kjole uden ærmer.

Kjolen er blevet okay, men jeg laver lidt tilretninger på den næste, så den ikke bliver helt så løs i det. For at pifte kjolen lidt op, er den pyntet med en hæklet blomst og nej, det er ikke mig der har hæklet....jeg har fået en håndfuld hæklede blomster af min søde kusine.


Røverkøb

Jeg har barsel (som snart er slut) og tager mig særdeles god tid til at studere tilbudshylderne i Netto og synes faktisk ofte man kan finde noget godt - denne gang blev det til 10 ruller tape for den nette sum af 20 kroner - det er da billigt. Det stribede har Emil allerede taget i brug til at dekorere et papirfly - også en måde at bruge det på, men nok ikke lige min første tanke, da jeg købte dem.

Jeg glæder mig til at være kreativ med tapen.

mandag den 28. maj 2012

Havregrød og gulerodsmos

Her i huset er vi midt i projekt fast føde til Carla, men indtil videre er det mos (i alle afskygninger) og grød, der glider ned  - og det kan virkelig svine, så behovet for hagesmække er stort, og det giver jo bare mig en god undskyldning for at producere lidt ved symaskinen.
Her er et lille udvalg af dem jeg har syet - bortset fra den med fårene er resten af stoffet genbrug. På bagsiden er der frotté med gummimembran.

Idag har vi manglet en solhat, så det skal jeg i gang med i aften - desværre er mit mønster for stort, så jeg måvist være lidtkreativ, så det kommer til at passe.




søndag den 27. maj 2012

Sommerhygge og læsning

Her er det kreative sat lidt i bero - til gengæld har jeg været flittig i haven, der er blevet grillet og hygget med familien, og jeg har også haft tid til at læse; jeg kan varmt anbefale bogen "Jeg har dit nummer" af Sophie Kinsella. Det er ren underholdning og bestemt ikke noget man bliver klogere af, men til gengæld får man sig et godt grin, hvilket man også trænger til engang imellem.

Idag har der været lidt tid til at læse på terrrassen og jeg er startet på bogen "Lucca", som jeg har fået anbefalet. Hvis I kan anbefale en god bog er I meget velkomne.

I aften skal jeg bruge lidt tid foran symaskinen - jeg har stadig en del ufærdige projekter og har lovet mig selv ikke at starte på nye, før bunken er lidt mindre.

lørdag den 26. maj 2012

Forårsblomster

Så blev det til endnu en kjole til Carla - det barn har så meget tøj efterhånden, men man kan vel ikke få for meget;-) Denne gang har jeg lavet en lille pyntesyning nederst på ærmerne og synes det passer rigtig godt til denne model.

Stoffet er endnu engang fra Malika og Rosa - jeg kunne nemt bruge en formue på den hjemmeside!






fredag den 25. maj 2012

Giveaway-debut hos Carla og krudtuglen

I et tidligere indlæg nævnte jeg, at jeg muligvis ville lave en giveaway, hvis jeg nåede 20 faste læsere efter en måned - det nåede jeg så forleden, og det synes jeg skal fejres - derfor denne lille giveaway med stof, knapper og lidt bånd. Stoffet er nyt og de fleste stykker måler ca. 50*50 - de 3 nederste er større.



Skriv venligst i kommentarfeltet hvor mange lodder du deltager med (1 eller 5), og husk at skrive din mail-adresse, hvis den ikke er tilgængelig for mig andetsteds.

1 lod for fast læser
5 lodder for fast læser og link til giveaway´en med billede på din blog

Jeg trækker vinderen den 8. juni - når bloggen har eksisteret en måned - jeg håber I har lyst til at være med:-)



torsdag den 24. maj 2012

Tilbehør, tilbehør, tilbehør

Nu skal det slet ikke handle om noget, jeg har syet, for jeg har dovnet den på terrassen i det gode vejr - i stedet skal det handle om tilbehør.

Som I kunne se, er jeg ret glad for ure. Jeg er også ret glad for tasker, så her kan I se de fleste af dem jeg har - en pige kan da ikke få nok tasker (eller kjoler, eller sko, eller....). Synes næsten jeg har en til enhver lejlighed, men der er altid plads til én til:-)




onsdag den 23. maj 2012

Masser af hjerter

Jeg er i gang med bunken af ufærdige projekter...jeg er snart igennem den....til gengæld har jeg en to do-liste så laaaaaaaaaaaaaaaaaang, men det vil jeg tage mig af efterfølgende.

Idag fik jeg syet disse bukser færdig til Carla. De er for store så det hastede jo som sådan ikke, men det er nu meget rart at gøre tingene færdige, så man med god samvittighed kan kaste sig over det næste.

Jeg har syet løbegangen forneden med to syninger, da jeg synes det giver en fin effekt på pige-bukser, at løbegangen er en centimeter oppe.

Heidi

Så fik jeg brugt en af mine favoritter! Stoffet med Heidi har jeg købt af Line (Xo Ein Ding) og der var egentlig en del projekter jeg gerne ville bruge det til, men måtte jo prioritere og nu blev det så til en tunika til Carla (måske er det nærmere end kjole) - jeg er godt tilfreds med resultatet. Indtil videre har jeg ikke sat elastik forneden i ærmerne, men jeg overvejer om den del skal ændres.

tirsdag den 22. maj 2012

Argh.....

Så fik jeg ENDELIG taget mig sammen til at forsøge mig med en lynlås....det var ingen succes. Eller det vil sige; lynlåsen er sat i, men jeg synes ikke det ser særlig pænt ud og min symaskine syntes bestemt ikke om projektet - det var som om jeg skulle "trække"  stof og lynlås igennem symaskinen og det er ikke noget der pynter - med andre ord kunne syningen have været mere lige.

Til gengæld virker det meget simpelt at sy lynlåsen i - jeg brugte en DIY fra bloggen Kirkesjov og den var meget nem at forstå, så jeg har trods alt mod på at kaste mig ud i det igen.

Lynlåsen blev sat i en pude inspireret af Pia - dog har jeg valgt at sy motivet på med symaskine og det bliver bare ikke lige så pænt som det Pia laver her, så jeg tror at jeg vil forsøge mig med hendes metode næste gang. Tegningen fik jeg af Emil til mors dag og både han og jeg er heldigvis tilfreds med puden:-)

Egentlig er det slet ikke vejr til at sidde inde i dag, så jeg har i stedet siddet og læst på terrassen, så der er ikke flere kreative projekter at fremvise lige nu.




Babysengetøj

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, har jeg også selv syet babysengetøj. Det lyseblå med blomsterne syede jeg til Emil, da han blev født. Det er syet af noget sengetøj mine forældre fik til deres bryllup. Det lyserøde er også genbrug af sengetøj fra familien og det syede jeg kort efter jeg havde født Carla.

De to andre sæt har jeg syet fornylig, og det hvide med lilla blomster er syet af en stofrest fra Håndarbejdscentret i Roskilde - jeg har efterhånden gjort en del kup dér, men der er også perioder, hvor deres rester er meget uinteressante. Denne rest var en af de gode, for der var nok til både baby- og juniorsengetøj og prisen var som sædvanlig kr. 59. Stoffet med hvide får og et sort får er jeg rigtig glad for og har også syet opbevaringsposer til Carlas legetøj i sommerhuset af det.






Praktisk med stil eller....

Jeg kan lige så godt indrømme det - jeg er virkelig ikke praktisk anlagt, når det kommer til mit fodtøj - jeg ELSKER høje hæle, og synes jeg ligner en klovn i flade sko. Jeg prøver dog gang på gang at købe nogle flade, fordi jeg håber at jeg kan blive glad for at gå i dem, men det sker ikke rigtig.

Men på et punkt må jeg overgive mig; det går bare ikke med stiletter, når der skal ordnes have (ikke at det er noget jeg gør så tit - ups!), så jeg har måttet anskaffe mig lidt praktisk fodtøj; gummistøvler og træsko og nu det SKAL være, synes jeg egentlig, jeg har fundet noget, der er helt okay.


mandag den 21. maj 2012

Sengetøj fra flere generationer

Jeg synes man kan få så meget fint sengetøj, men jeg synes virkelig også, der er noget særligt ved det sengetøj, der har en historie....som for eksempel de gule elefanter som min bror og jeg har ligget i. Det blomstrede ved siden af har min mormor syet til min bror, da han var baby, det øverste til venstre er fra Sebra (og altså helt nyt) og var en dåbsgave til Carla fra nogle gode venner - synes der er lidt retro over det fine print. De tre hvide sæt er meget gamle og syet af min mormor, og jeg synes det er så fantastisk fint med det hæklede mellemværk - 3 forskellige slags. Forneden er der broderet monogram - det er der stil over:-)



Jeg har også selv syet lidt sengetøj til Carla, men dem får I at se en anden dag.

Produktiv alenetid

Jeg var jo så heldig at jeg lige havde 1,5 time for mig selv forleden og det kom der et par ting ud af - mit første forsøg på en elefant. Jeg er inspireret af et mønster fra en bog med filtdyr og har bare tilpasset det lidt...ikke helt optimalt, men jeg tror at med lidt øvelse, kan det blive helt godt. (Den HAR faktisk også en hale, men den er skjult på billedet:-)).



 For en gangs skyld har jeg også syet lidt til mig selv - en halv sol....om end en noget kort version, men den går lige an og jeg kan rigtig godt lide den gule farve.

søndag den 20. maj 2012

Tiden går...

For første gang siden den 31. august 2011 har jeg idag været alene hjemme i 1,5 time! Det var helt fantastisk og i starten løb jeg nærmest febrilsk rundt fordi jeg fik stress over at jeg jo skulle have mest muligt ud af tiden. På trods af det gode vejr besluttede jeg at tiden skulle bruges til at være kreativ, og jeg fik da fremtryllet min første elefant - den får I at se på et andet tidspunkt - og det blev også til forsiden af en pude - den har I også tilgode.

Som jeg har nævnt er jeg vist en shopaholic.....ikke som i sådan noget med grimme breve fra banken, men bare som i jeg kan virkelig VIRKELIG godt lide at shoppe! For eksempel kan jeg godt lide ure (og sko og tøj og tasker og smykker og....), så her kan I se nogle af mine ure.

Lillebitte sommertunika

Så er der syet en lille tunika til Carla - synes det er en god model, der sidder godt på hende og kan varieres meget, og så egner den sig rigtig fint til en nybegynder som mig:-) Mønstret er fra Minikrea.

Stoffet er endnu engang fra Malika og Rosa og jeg har også købt stoffet i en anden farvekombination, men jeg har endnu ikke besluttet hvad det skal bruges til.

lørdag den 19. maj 2012

En dejlig overraskelse

Nogle gange bliver man så glad og overrasket over hvor betænksomme nogle mennesker er. Det oplevede jeg forleden, da min mor kom på besøg og havde en gave med til mig (eller det er jo faktisk til Carla, men det er mig der jubler over gaven lige nu). Gaven var nemlig ikke fra min mor - den var fra en dame, som jeg aldrig har mødt....nemlig min mors besøgsvært. Min mor har i et stykke tid været besøgsven hos en ældre dame, der bor på et plejehjem. Denne dame følger naturligvis med i min mors liv på sidelinien, da de to taler om mange ting, og derfor har hun også fulgt med i min graviditet, da jeg ventede Carla....hun har strikket små sko, huer, trøje og vanter til Carla, og jeg bliver så glad hver gang. men denne gang havde hun købt en strikket kjole til Carla og det synes jeg er så sødt af hende....at hun tænker på os, selvom hun aldrig har mødt os.

Kjolen er købt på plejehjemmet i det de kalder terapien - det er beboerne, der laver håndarbejde, som man så kan købe meget billigt.

 Kjolen er noget så fin, og jeg glæder mig til at se Carla i den.


fredag den 18. maj 2012

Fund i butikker og fund under sengen

Det er ret begrænset hvor kreativ jeg har været i dag....jeg har betrukket 4 knapper (det er første gang og jeg er helt tilfreds med resultatet), jeg har sat elastik i løbegangen på to kjoler, klippet stof til en pude og en nederdel til mig selv.

Til gengæld har jeg hygget rigtig meget med familien og vi har fået lækre vafler - det er faktisk flere år siden vi har fået det, og det er da helt klart en fejl, for det er både hyggeligt og smager godt, så vi gentager snart succesen.



Udover det så fandt jeg noget fint under vores seng - tænk at man har noget spændende liggende dér! Et flonellagen med fine blomster - det er desværre ret slidt i farverne, men jeg tror nu alligevel at jeg kan finde på noget at bruge det til....hvor jeg bare ærgrer mig over alt det fine gamle sengetøj min mor har smidt ud!



Som jeg har nævnt, kan jeg rigtig godt lide at shoppe - det behøver ikke at være dyrt (men det kan det godt være), så her er nogle af de ting, jeg har købt den sidste uges tid


#1 Elefantknage til Carlas værelse, købt på Trendsales
#2 viskestykker i fine farver, købt i Netto
#3 lys købt i Søstrene Grene (cupcake-lysene er brugt da vi fejrede bamses fødselsdag forleden:-))
#4+5+6 den sjoveste kost med fejebakke fra Fakta, som skal bo i vores dejlige sommerhus i Sverige
#7 Smykkeskrin fra Tiger - indtil videre står det til pynt på Carlas amagerhylde
#8 Strikket nålepude fra Netto
#9 To natdragter fra en lokal tøjbutik - fine farver og mønstre og så koster de kun kr. 75 pr. stk.

I morgen får vi gæster, men jeg regner med at komme videre med mit pude-projekt - jeg frygter nu lynlåsen, men jeg SKAL lære det.

Halve sole

Jeg havde egentlig ambitioner om at få syet nogle puder i går, men på grund af feber og forkølelse, blev det ikke til så meget tid foran symaskinen - i stedet tilbragte jeg en hel del tid i sengen og på sofaen - øv! Det føler man bare er spild af tid.

Det blev dog til to nederdele i str. lille lækker Carla og den ene får I også at se i aktion. Stoffet er noget dejligt 70´er-sengetøj, som jeg synes har nogle meget fine prints.

Her holder hele familien fri og i morgen står den på brunch med gode venner, og det glæder jeg mig til.