Anbefaling: Den glemte Have

Jeg har læst en VIRKELIG god bog - bogen var så god at jeg var helt trist, da jeg var færdig med den....I SKAL simpelthen læse "Den glemte Have" af Kate Morton. Jeg synes man bliver helt grebet af den, så den bliver læst på ingen tid. Der er intet revolutionerende over den - det er ren underholdning.

Her et uddrag fra Politiken, hvor den ikke fik en specielt god anmeldelse, men jeg synes den er rigtig god:

1913 bliver en lille pige fundet på havnen i Maryborough i Australien.
Det er her, de store passagerskibe fra Europa lægger til. Havnefogeden finder hende og tager hende med hjem.

Den lille pige har en lille kuffert med, der indeholder en eventyrsamling af Eliza Makepeace. Brevet med penge og en adresse, der kunne sige noget om, hvem hun er, og hvor hun skal hen, er blevet hugget undervejs.
Så havnefogeden og hans kone beholder pigen, som de kalder Nell. Konen blomstrer op, efter flere aborter savner de et barn. Da Nell bliver 21 år, afslører faren den rigtige historie for hende.

"Den kan koges ned til ordene: fundet, taget, beholdt. Og elsket. Alligevel rives tæppet væk under hende. Hvad kommer hun egentlig af?

Brikker i et puslespil
Det er den gåde, den australskfødte Kate Mortons roman går i gang med at løse. Nell er klar over, at udgangspunktet for hendes søgen må være det spor, som eventyrsamlingen giver.
Hun rejser til England i 1975 – hvorfor hun venter en hel menneskealder står hen i det uvisse, men det er praktisk for forfatteren og romanens variation at indføre endnu en hovedperson, nemlig Nells barnebarn Cassandra.

Hun sætter en stopper for Nells hemmelige plan om at flytte til England for at bo i klippehuset ved den sydengelske kyst – et hus, hun køber under sin rejse, og som engang har hørt til det gods, hendes forfædre ejede, og hvor hun har tilbragt sine første år.
Ved hendes død arver Cassandra huset, som hun ikke anede eksisterede. Cassandra tager resolut af sted, og de sidste brikker, som Nell aldrig kom til at erfare, lægges på plads i puslespillet af hendes barnebarn.

Krydsklipper mellem tid og personer
Den lange roman krydsklipper i tid og mellem personerne og er fuld af indlagte dagbogsnotater, gamle dokumenter og eventyr med nøgler til historien.

Alt er, som man nok aner, spændende på den kulørte måde.
Kate Morton bruger underholdningsgenren dygtigt med sin krydsklippeteknik, der giver os billeder skiftende i tid, både af det fattige London, det rige, men menneskeligt sterile herregårdsliv og den australske Cassandra, der har lidt så store tab (ægtemand og barn), at hun ikke synes, hun har mere at leve for.
Det får hun nu, da hun sætter sin mormors klippehus i stand med hemmelig have og det hele – ikke mindst assisteret af den lokale Chris.

Tre hjerter for professionelt håndværk
I denne romantype lader meget sig sammenføje, som i virkelighedens verden forbliver afrevne tråde. Det handler om at finde hjem i betydningen komme tilbage til sine rødder i helt bogstavelig forstand.
Det sker med et par generationers forskydning med barnebarnets indtagelse af klippehuset. En gammeldags løsning på identitet i en moderne flydende verden, må man nok sige."