mandag den 24. november 2014

Makeup-pung

Jeg har efterhånden syet nogle stykker af disse make-up-punge, men de fleste har faktisk været til gaver, men nu vil jeg også selv have en.

Det smukke stof har jeg fået af en anden blogger - Mette med bloggen Smallstar. Jeg har har brugt den fine DIY som Christina, med bloggen Stjernefrø, har lavet.




P.s. Jeg kan ikke få lov at linke lige nu, men satser på at rette det senere.

mandag den 17. november 2014

Restetema: tunika

Denne tunika er syet af en relativ stor rest - næsten et halvt juniorbetræk. Jeg havde forestillet mig at sy puder af det, men da Carla så det, ville han have en kjole af det. Nu blev det en tunika syet efter minikreas mønster - det var et af de første minikrea-mønstre jeg prøvede, og jeg er stadig fan.

Jeg er begyndt at bruge mine symærker igen - det er meget praktisk med navn på, når man har et børnehavebarn.



søndag den 16. november 2014

Restetema: tæppe til Carla

Mit restetema er vel egentlig overstået, men jeg fik ikke afsluttet alle de projekter jeg fik startet, så jeg fortsætter lidt endnu.

Jeg er blandt andet i gang med et tæppe til Carla - forsiden er færdig, og den er næsten kun syet af stofrester - især børnestof fra 70´erne. Carla har allerede bestilt et tæppe mere, som skal være på hendes værelse og det skal være lyserødt.





torsdag den 13. november 2014

Vinterkjole i voksenstørrelse

Jeg har ikke KUN fokus på resterne - for at få plads på hylderne, må jeg jo også have brugt af de større stykker. Dette stykke stof fra Stofdepotet er syet om til en kjole til mig efter et mønster fra Onion. Der er indsnit ved bryst og rynk ved ærmet - indsnittet er ikke blevet helt efter planen - jeg havde ikke lige taget højde for striberne;-) Jeg håber ikke man ser det, når kjolen er på.

 

onsdag den 12. november 2014

Restetema: kjole til dukken

Ja, det er jo ikke særlig revolutionerende, men jeg fortsætter med dukketøjet. Kjolen er syet efter et mønster fra et gammelt Ingelise-blad. Og det var så det absolut sidste af det fine stof. Jeg er ikke specielt tilfreds med finishen, men det er ikke værre end det man køber;-)

Udover det er jeg også i gang med et patchwork-tæppe til Carla, to pudebetræk, mobilcover, en make-up-pung til mig og en tunika til Carla syet af et halvt dynebetræk. (jeg er også i gang med andre ting, men det var resteprojekterne).



søndag den 9. november 2014

Restetema: kjole til Carla

Jeg når ikke at sy helt så meget som jeg havde håbet på, men det gør ondt i ryggen pga. stingene, når jeg sidder for længe og det er så selvfølgelig syningen det går ud over.

Lidt bliver det til og denne gang er det blevet til en kjole til Carla - det er en lidt speciel sammensætning, men jeg synes godt der må være lidt spræl i det - det passer godt til Carla.

Her er weekenden gået med at være træt......det er selvforskyldt - vi var til forældrefest i Emils klasse fredag og kom i seng kl. 5 lørdag morgen; der vågnede Carla så og var meget snakkesalig. Heldigvis fik jeg hende overbevist om at sove videre ca. kl. 5.30 og så stod vi op kl. 7.45. I dag var der en masse praktiske ting, der skulle ordnes....sådan noget som vasketøj f.eks. og nu tror jeg at jeg vil sidde en halv time ved symaskinen.

Fortsat god søndag.




fredag den 7. november 2014

Restetema: dukketøj

Nu har jeg kastet mig ud i de helt små stykker, og det er blevet til to par bukser til Baby born. Carlas Baby born hedder mormor:-)

Jeg har også klippet en kjole, men den er endnu ikke færdig, så den må I vente med at se. Jeg synes det er fedt, at man selv kan sy noget dukketøj af stofresterne, for dukketøj er ikke ligefrem billigt (og jeg vil jo hellere shoppe stof;-)).

Den prikkede jersey er fra Malika & Rosa, men købt for så mange år siden, før jeg startede bloggen, at jeg ikke har billeder af de bukser jeg har syet til Carla tidligere. Leo-stoffet er fra Stofdepotet.



Her kan I se hvad jeg tidligere har syet af leo-stoffet


God weekend.

torsdag den 6. november 2014

Restetema: nederdele

Det her resteprojekt var faktisk ikke planlagt, men vi må altså konstatere at Carlas garderobe er alt for spraglet.....især i betragtning af at hun stort set selv finder tøj frem om morgenen - nogle dage (ofte) ligner hun et fastelavnsris, men det er en af de kampe, jeg har valgt ikke at tage.

Derfor tænkte jeg, at jeg måtte sørge for at sy noget rimelig neutralt, og da bukser absolut ikke hitter, blev det til nederdele - alle tiders lejlighed til at få brugt rester.

Så hermed tre nederdele til Carla syet af rester. Stoffet er fra Stofdepotet.







Her kan I se noget af det jeg har brugt stoffet til tidligere




tirsdag den 4. november 2014

Månedens mønster oktober: Kjole uden ærmer

Ups - den var jo lige smuttet i oktober! Men denne kjole er altså månedens mønster i oktober - syet for ca. en måned siden, men jeg har ikke haft så meget lyst til at lege model efter jeg fik fjernet et modermærke i ansigtet, men nu ser jeg rimelig normal ud igen:-), så hermed billeder af en 23093 fra Stof og Stil.

Stoffet er blomstret jersey fra Stofdepotet.

Og når man så ser på de dér billeder, så tænker man nok - det dér fit på 100 dage, virker vist ikke på de overarme.....hm - jo, det gør det nok, men jeg træner ikke for tiden - jeg har fået fjernet hudkræft på ryggen (fuldstændig harmløst, men væk skulle det), og jeg må jo ingenting på grund af risikoen for at såret springer op! Jeg fik fjernet det første gang i september = træningspause, så var det hele ikke væk og jeg blev opereret igen i mandags = træningspause igen. Jeg er til gengæld taknemmelig for at det bare var det, og nu glæder jeg mig til at få fjernet stingene og så er jeg så god som ny.



Hold nu op hvor ser jeg sur ud - det jeg ikke:-)

mandag den 3. november 2014

Restetema: bluse

Det retro-inspirerede jersey var noget jeg købte for efterhånden lang tid siden, og det var også kun en rest, der lå tilbage på hylden.

Nu er den brugt til en bluse med raglanærmer til Carla - sammensat med det fine hvide stof fra Stofdepotet, blev det helt okay. Der var ikke nok til bagstykket, så der brugte jeg også den hvide, selvom jeg tror det havde været smartere med det grønne. Der var dog en lillebitte rest af det grønne tilbage, men det projekt kan jeg ikke vise endnu - skal lige bruge en halv time ved symaskinen først.

Restebluse til Carla (jeg har brugt minikreas mønster)





Her kan I se hvad jeg tidligere har brugt stoffet til

søndag den 2. november 2014

Restetema - risposer

Så er vi i gang! Nu er det tid til restetema på bloggen, og jeg satser på at det lige præcis er det, der skal til for at jeg får blogget lidt mere - det er bestemt ikke lysten der mangler, men jeg har brugt rigtig mange timer på arbejdet de sidste par måneder, og så er der jo også lige et hjem og en familie, der (heldigvis) bruges tid på.

Mit første resteprojekt er risposer/ærteposer....som så overhovedet ikke har noget med hverken ris eller ærter at gøre - jeg har nemlig fyldt dem med plastgranulat, da de er til Carlas børnehave, og jeg derfor synes, det er meget praktisk, at de kan vaskes. Der var 20 stk, men Carla er stukket af med den ene og har desuden bestilt flere.






søndag den 19. oktober 2014

Flere flagermusærmer

Jeg er så glad for de kjoler jeg har syet med flagermusærmer og løs pasform - jeg trives bare bedst i noget der sidder løst, så jeg ikke føler at jeg hele tiden skal trække maven ind:-)

Endnu en af slagsen - denne gang med en anderledes hals, da min bådudskæring blev liiiiige bred nok, og jeg derfor måtte redde den med en temmelig bred kant. Det er helt sikkert favoritkjolen lige for tiden og den kan også bruges med et par stramme jeans under.

Stof fra Stofdepotet og mønstret har jeg selv lavet.

Og så er jeg ellers gået i gang med at overveje resteprojekter - SÅ fedt at der er flere der vil være med.



tirsdag den 14. oktober 2014

Alle de dér rester....

Er det bare mig, der er slem til at smide resterne ind på stofhylden og så ligger de ellers dér i en evighed? Nu bliver jeg nødt til at gøre noget for at få brugt nogle af stofresterne, så der kan blive plads til nyt stof - det er jo evigheder siden, jeg sidst har shoppet stof!

Derfor vil jeg køre restetema på bloggen de første to uger af november - jeg melder det ud i god tid, så der forhåbentlig er nogle af jer, der tænker at det vil I da også være med til:-)

Man behøver ikke at komme med et indlæg hver dag (det gør jeg nok heller ikke), men et enkelt eller to indlæg kunne da være hyggeligt.

Jeg håber I vil være med på den lille udfordring.

mandag den 13. oktober 2014

Resteprojekt

En lille tunika til Carla syet af stofrester fra Stofdepotet. Jeg prøver virkelig at få ryddet ud i mit stof, for jeg vil SÅ gerne købe nyt, men der er ikke plads til mere på hylderne (eller i kasserne foran hylderne).

På torsdag-fredag holder jeg en lille bitte efterårsferie, og så satser jeg på at få klippet lidt mere til sykurven - jeg har planer om lidt dukketøj, et par bluser til Carla og muligvis to par basisbukser til hende. Evt. også en bluse til Emil, hvis jeg har et egnet mønster.

Jeg håber mange af jer allerede har ferie - nyd det:-)