mandag den 31. marts 2014

Leo med hængerøv

Endnu et par baggy pants til Carla - eget mønster, stof fra Stof & Stil.

Jeg er i gang med endnu et par til Carla (hendes bukser er begyndt at stumpe, så det er alle tiders undskyldning for at gå amok ved symaskinerne), men jeg mangler lige at lægge dem op inden de skal vises frem på bloggen. Jeg regner med at nå det i dag, for jeg er hjemme med syg Carla - børnesår......indtil videre er hun ikke så hårdt angrebet, og jeg håber virkelig at hun hurtigt slipper af med dem. Heldigvis har jeg en meget forstående chef, men det giver da alligevel lidt udfordringer.






fredag den 28. marts 2014

Kjole med lommer

Hold nu op hvor blev her stille....til gengæld har der været knap så stille i det virkelige liv - masser af arbejde og ting at tage sig til privat.

Vi er endnu ikke færdige med kontoret - vi afventer en bordplade, som vi håber på at få i næste uge, så jeg kan indrette krea-plads. Til gengæld er jeg gået i gang med den helt store oprydningsrunde....sorterer ud i køkkenting, tøj, legetøj, nips, bøger osv. og det er sådan en god fornemmelse hver gang jeg afleverer et par poser i genbrugsbutikken.

Denne kjole blev klippet for efterhånden lang tid siden, men kom aldrig videre end sykurven, men i lørdags havde jeg min 7-årige niece på besøg til kreahygge og det betød jo god tid ved maskiner. Vi havde den hyggeligste dag, og jeg er SÅ imponeret over Sophie! Hun syede en nederdel til sig selv og et penalhus (jeg syede knaphul, men ellers klarede hun det selv). Jeg er så glad for at vi kan dele interessen for det kreative og satser på mange flere kreadage med hende.

Stof og mønster er fra Stof & Stil, der er lommer, indsnit og halsbelægning - alt sammen noget der lige gør kjolen lidt mere lækker, synes jeg. Mønstret er egentlig til faststof, men kan sagtens bruges til jersey, som jeg har anvendt her.





fredag den 21. marts 2014

En vinder er fundet

Jeg beklager forsinkelsen - jeg skulle have trukket en vinder i mandags, men da vores kontor er mere eller mindre nedlagt midlertidigt har min internetadgang været rimelig ustabil.


Nu har jeg dog trukket en vinder og vinderloddet er lod nummer 4 - smidt i puljen af Maia. Tillykke til dig Maia. Lad os aftale nærmere pr. mail.



mandag den 17. marts 2014

Tern til mig

Nogle gange kan man være heldig at finde noget fint stof i det assorterede opklip til bare kr. 30 hos Stof & Stil. Til den pris betyder det også at jeg godt sagtens kan finde på at købe stof med hjem, selvom jeg ikke ved hvad jeg skal bruge det til. Blandt andet dette ternede stykke groftvævet stof. jeg havde egentlig en idé om at sy pencilskirt, men med de hofter jeg er udstyret med, har jeg aldrig fundet et mønster, som jeg syntes klædte mig.

Nu blev det så bare til en anden type nederdel, som nok passer væsentligt bedre til min kropsfacon. Samme mønster (fra Stof & Stil) som den jeansnederdel, jeg viste forleden.





lørdag den 15. marts 2014

Små røde busser

For et par måneder siden fik jeg syet denne til Carla, men jeg nåede ikke at få taget billeder af den inden Carla havde snuppet den og spildt på den.

Nu lykkedes det!

Mønstret er fra Onion og stoffet er fra Stofdepotet....ærmerne er lidt brede men det fungerer fint, da jeg har kortet dem lidt af ift. originalmønstret.

Her står symaskinen stille....til gengæld arbejder vi på at lave vores kontor om, så vi kan udnytte pladsen bedre - det virker som et tidskrævende projekt, når vi kun begge to kan være i gang imens Carla sover, men vi skal nok nå i mål, og jeg er sikker på at det bliver godt.





torsdag den 13. marts 2014

Copycat: Evaw Wave sommerkjole

Det her er ikke helt en copycat men den er meget inspireret af en kjole jeg har set. Jeg har syet mine opsmøg fast, da jeg ellers ikke syntes, det fungerede så godt og mine ærmer er ikke lige så store som på originalen...udelukkende pga. mangel på stof.

Jeg skal muligvis have sat en strammere elastik i taljen, men det er lige under overvejelse. Jeg forestiller mig at det er sådan en kjole, man lige tager uden på bikinien, når man får lyst til at smutte afsted efter en is, når vi er i sommerhuset:-)

Her kan I se min version (i en rest fra Stof & Stil)





Her er originalen, der er nedsat til kr. 599 hos Zalando.

tirsdag den 11. marts 2014

Leo-bluse i voksenstørrelse

Jeg har lavet en ret speciel bluse til mig selv - det er et mønster fra stof & stil, som jeg købte sidste år, men aldrig fik prøvet. Nu skulle det være og jeg synes den er blevet god....især til et par sorte jeans. Jeg har valgt at lave en oplægning i stedet for rib forneden, men den næste tror jeg skal have ribkant.

Den ser jo nærmest deform ud, når den bare ligger på gulvet, men jeg mangler en fotograf til at tage billeder af mig - jeg lokker Casper i weekenden, så I bedre kan se den.

Og her står symaskinerne helt stille! Vi skal tapetsere og lægge nyt gulv i kontoret, så der er lige lidt forberedelser til det om aftenen, når børnene er lagt. Der går nok et par uger før vi er færdige, men jeg glæder mig til det hele er på plads, for det betyder også at jeg får LIDT mere plads til at sy på.







mandag den 10. marts 2014

Jeansnederdel

En torsdag om måneden er jeg begyndt at gå til syning - det er så godt! Det gør også at jeg tør kaste mig ud i sådan noget som usynlig lynlås for jeg ved at der er én der kan hjælpe hvis det går helt galt:-)

Jeg fik syet denne nederdel i sort jeansstof fra Stofdepotet. Mønstret er fra Stof & Stil og det var lige sådan en nederdel jeg manglede....jeg er bedst til nederdel med lidt strut. Jeg har allerede syet en mere - samme model i noget andet stof. Jeg vil gerne sy flere men skal forsøge mig med en højere linning.

Der er altså et eller andet helt galt med proportionerne på det billede af mig - det er som om vinklen blev mystisk - nu har jeg jo beskåret billedet, men inden da så det ud som om at jeg pludselig var en halv meter højere end vores vitrineskab, og det er meget langt fra sandheden. Men pyt - I kan nok få en idé om hvordan den sidder.



Anmeldelse af børnetøj fra Bilka

Så har vi brugt lidt tid på at teste børnetøj fra Bilka. Vi er meget tilfredse med design, pasform og indtil videre holdbarhed - vi har jo ikke testet så længe, men det er vasket to gange og man kan endnu ikke se, at det er vasket.

Carla er desværre ikke den mest samarbejdsvillige model, så det er begrænset hvad jeg kan fremvise af billeder, men der er da billeder af en basisbluse og de prikkede bukser (del af et sæt nattøj). Bukserne er virkelig en lækker kvalitet og er mærket med Eco-label.

Mine personlige favoritter til Carla er....jeg kan ikke begrænse det til en....de to buksedragter, natbukserne og de grå bukser.









Emil er rigtig glad for tøjet - især trøjen er et hit og det er også min favorit. Jeg synes det er en lækker detalje med den tofarvede lynlås. Emil har gået meget op i at vi skulle teste tøjet, så det har været rigtig hyggeligt:-)




 
Har man en lidt større pige end min Carla, så kan man i øjeblikket købe denne fine buksedragt for kun kr. 40 hos Bilka - den er da SÅ fin.
 
 
 


søndag den 9. marts 2014

Copycat: NAF NAF jerseykjole

Endnu et copycat projekt - denne gang en kjole med stribet overdel i sort/hvid og med sort jersey forneden. Det er ikke helt de samme striber, men da mit stoflager er lidt for stort, SKAL jeg bruge af lagret inden jeg køber nyt.

Kjolen fik jeg syet, da jeg var til kreahygge hos Linda sammen med Linette og Gitte. Det var sådan en hyggelig lørdag, og jeg er egentlig ret imponeret over hvor meget vi nåede på trods af at der også blev snakket en del og spist rigtig lækker frokost.

Her er min version af en NAF NAF kjole





Her er originalen, som koster kr. 389 hos Zalando


torsdag den 6. marts 2014

Giveaway i samarbejde med minikrea: Tunika

Så skyder vi endnu en giveaway i samarbejde med minikrea i gang. Som jeg tidligere har nævnt, har minikrea udvidet sortimentet med en tunika til voksne - jeg har syet et par stykker af dem allerede (og de er et hit), og desuden kan I se mere lige her.

Mønstret er lige så nemt som børnemønstrene, og så kan jeg jo rigtig godt lide, at man kan tilføje sine egne ændringer uden problemer. Jeg har f.eks. lavet tunikaen om til en kjole ved at forlænge mønstret lidt og lige nu er jeg i gang med en version i jersey med ribkant i stedet for kantbånd i halsen - der er rigtig mange muligheder.

Nu kan en heldig læser vinde mønstret, som er i str. xs-xl.


Reglerne er som følger:

1 lod for fast læser.

5 lodder for fast læser og link til giveaway´en med billede på din blog eller facebook.

Har du ris eller ros, er du meget velkommen til at skrive det i din kommentar.

Skriv venligst i kommentarfeltet hvor mange lodder du deltager med (1 eller 5), og husk at skrive din mail-adresse, hvis den ikke er tilgængelig for mig andetsteds.

Jeg trækker en vinder den 17. marts ca. kl. 21.

1000 tak til minikrea for at være så gavmild med at sponsere mønstre til giveaways på bloggen:-)

onsdag den 5. marts 2014

Copycat: efterligning af en anden blogger

Nogle gange skal man jo ikke kigge så langt efter inspirationen....denne gang er det Christina med web-shoppen smuttii der har inspireret mig.....i hvert fald med hensyn til stofvalget. Jeg har valgt en anden kombi ift. rib, men forestiller mig en lille T-shirt til Carla med lilla rib, som Christina har valgt. Jeg synes Christina er vildt dygtig og bliver meget inspireret af at følge med hos hende.

Og når man er lidt for hurtig (som jeg) og doven (som jeg), så sætter man lige en knap for at dække en smule over at halsribben er sat forkert på....sådan noget er irriterende!






tirsdag den 4. marts 2014

Copycat: Storm & Marie LUCY jerseykjole

Så har jeg forsøgt mig med at kopiere en kjole jeg har set på Zalando. Kjolen ser både behagelig og smart ud, så jeg kastede mig ud i en efterligning. Min er ikke syet i jersey men i lækker blød isoli fra Stofdepotet. Jeg har valgt en mindre udskæring i ryggen. I får den at se på, når fotografen har tid:-)

Her har I min version


 
Her har I orginalen, som kan købes hos Zalando for kr. 499.