Panserhjerte

Nu har jeg læst Jo Nesbøs Panserhjerte - det var lige mig! Jeg synes, den var rigtig spændende, og jeg havde overhovedet ikke lyst til at lægge den fra mig. Bogen er på over 600 sider, men man kommer faktisk hurtigt igennem den, fordi man liiiiige må læse et par sider mere. Bogen fik 5 ud af 6 stjerner i Poltiken, og jeg synes det er velfortjent.

Politiken skrev blandt andet:

Jo Nesbøs nyester thriller er på alle måder en tung og hæsblæsende lavine – med politimanden Harry Hole i fri dressur i det smukke Oslo og omegn.

Denne gang strækker omegnen sig såmænd helt til Hongkong, hvortil Hole efter tabet af den elskede Rakel og afsløringen af ’Snemanden’ i forrige roman er taget for at gå til i druk, spil og opium.
Men hjemme i Norge finder politiet to kvinder dræbt, begge kvalt bestialsk i eget blod.
Og det mystiske mordvåben er på størrelse med en billardkugle!

Efter sit ganske underfundige frikvarter med den elegante og energiske gavtyveroman ’Headhunter’ er Nesbø tilbage på sporet af sin spirituøse, asociale og skallesmækkende strømer, der både ligner Chandlers Philip Marlowe i kæft og karakter og Ian Rankins John Rebus i statur og sjusser.

Selv med sine rigtig mange sider er ’Panserhjerte’ en søvndræbende spændingsroman, hvor siderne vender sig selv, mens læseren er på nysgerrighedsmaraton.

Nesbø er god til replikker og action, mindre god til det mere psykologiske og følelsesmæssige, hvor det sentimentale og banale gerne tager overhånd og klistrer til.
Så vi taler om gedigen litterær popkunst, hvis kunstneriske kvalitet ligger i en solid balance mellem klicheen og koden, det allerede sete og det uforudsete.

Som gamle Umberto Eco skriver et sted, væmmes vi ved tre klicheer, men lader os henrivende forføre af hundrede, især hvis de hygger sig sammen i konteksten.

Det er tilfældet her i alle tiders thriller, hvor karakterens femte hjerte er klippet ud af popkunstens kulørte glanspapir.