søndag den 23. februar 2014

Til mig selv: en lille sort

Jeg fortsætter med at producere kjoler til mig selv (nu ligger der faktisk kun to i sykurven og derudover er der to jeg endnu ikke har taget billeder af).

Denne her lidt stramme sag er syet af noget tyndt strikstof købt i stof & stil; 1,5 meter for 30 kr. Mønstret er også fra stof & stil; nr. 23094-a - den kan ses i kataloget på side 25, men sjovt nok ser den helt anderledes ud på en størrelse 36:-) Min sidder faktisk ikke helt til, men følger kroppen, hvilket jeg lige skal vende mig til, men den er rigtig lækker at have på.

I får desuden min cardigan at se på.








lørdag den 22. februar 2014

Til mig selv: minikrea tunika som kjole

Her kan I se endnu en version af minikreas tunika. Det er den samme jeg viste lige her. Nu har jeg bare sat elastik i taljen. Den eneste forskel på det originale mønster og denne her, er at jeg har lavet den længere, så den kan bruges til kjole. Den næste vil jeg prøve at sy i strækstof.

I næste uge kan I vinde dette gode mønster på bloggen.

Stoffet med små stjerner er fra Stofdepotet.

 




 
En sød læser har spurgt om jeg vil vise hvordan det ser ud når jeg sætter elastikken på min nemme kjole, som I kan se lige her. (på den kjole er det bare kun et lille stykke af ryggen der har elastik, men princippet er det samme).
 
Det vigtigste er at man strækker elastikken når man syer.
 



 

fredag den 21. februar 2014

Til mig selv: prikker og pufærmer

ja, ja - jeg bliver ved med at sy kjoler, men jeg er kjolepige!

Denne kjole er syet af prikket stof og koralfarvet rib fra Stofdepotet. Mønstret har jeg selv lavet, og ærmerne er klippet i fri hånd....det ærgrer mig lidt nu, da jeg ikke er sikker på jeg kan gentage succesen, men jeg vil helt sikkert prøve.

Rigtig god weekend.






torsdag den 20. februar 2014

Vinder af giveaway i samarbejde med minikrea: mønster på ballonnederdel

Så er den heldige vinder trukket....


Tillykke Heidi - jeg sender dig en mail i morgen, så vi kan aftale nærmere.

Tak fordi I ville være med. I næste uge kan I vinde minikreas første mønster til voksne - tunika. Jeg har allerede vist én version på bloggen og viser en mere i løbet af weekenden.

Ballonnederdel: nyt og gammelt

Jeg synes at ballonnederdele klæder Carla så godt - det ser så sødt ud til de dér små buttede ben.

Denne er syet af stof købt i en fin stofbutik i Sverige, da vi var på sommerferie. Foeret er et dynebetræk, som jeg har købt af Rikke (sammen med en hel masse andet).

Vi holder vinterferie. Vi = børnene og jeg - i morgen skal jeg på arbejdet og Casper holder fri med børnene. Vi har faktisk ikke lavet det store og Casper og jeg talte netop om at vores børn ikke rigtig har behov for at vi tager på en masse udflugter, for det er de ikke vant til. De er mere vant til at når vi holder fri, laver vi noget sammen, og det kan lige så godt være at holde store-bagedag, spille spil, være kreative osv.

I dag skal Carla passes af mormor, imens Emil og jeg skal til Roskilde. Normalt ville jeg også tage Carla med, men turen til Roskilde indeholder også en tur hos lægen hvor jeg skal have fjernet hudkræft (helt harmløst) og der kan jeg ikke have Carla med. Emil kan godt sidde i venteværelset imens.....bagefter skal vi shoppe og det glæder jeg mig til.

Husk min giveaway, hvor I kan vinde et mønster på ballonnederdel.



onsdag den 19. februar 2014

Til mig selv: store zebraer

Jeg er virkelig kommet i gang med at sy til mig selv - det ender jo med at jeg får pladsmangel på tøjhylderne, men det er da et luksusproblem.

Denne her syede jeg tidligere, men efter jeg har set Libbie´s zebrakjole lige her, fortryder jeg lidt at jeg ikke valgte et andet mønster til min zebreakjole....på den anden side skjuler min alt det jeg ikke er interesseret i at vise lige nu;-)

Stoffet er fra stofdepotet og mønstret er et blusemønster fra Stof & Stil, som jeg har forlænget. Jeg har syet en mere efter samme mønster - jeg burde have syet dem numret mindre, men det er jo også meget rart, at der ikke er noget der strammer. Carla vil have en magen til - når jeg har min på, påstår hun at jeg har taget hendes kjole!

Her holder vi vinterferie....jeg har kun to dag, men det hele hjælper - der bliver hygget igennem med børnene og det er jo det vigtigste.





tirsdag den 18. februar 2014

Jeg syer stadig børnetøj....

...jeg har syet en del til mig selv i denne måned, og det har jeg planer om at fortsætte med, men der kommer stadig noget børnetøj igennem maskinen.

Her en tunika med a-facon til Carla, syet efter minikreas T-shirt mønster af stof fra Stof & Stil. Printet er så fint, så jeg fortryder, at jeg kun købte en meter.

Nu til noget teknisk - i sommers gik der nærmest panik i blogland ,og der var meget snak om at Google Friend Connect ville forsvinde, og derfor opfordrede mange til at man skiftede til Bloglovin. Det betyder at jeg nu følger mange både via Bloglovin og GFC, men hvordan får jeg mig afmeldt som læser via GFC, når den pågældende blog har fjernet den feature fra sin blog?