søndag den 19. august 2012

Brunt med fine blomster

Som tidligere nævnt skal der produceres bukser til Carla - jeg er ikke sådan en der vasker dagligt, så det dér med kun at have 5 par holder ingen steder.

Denne gang har jeg brugt mønstret fra Mini krea - den model sidder bare så godt på Carla, så det er en sikker vinder. Jeg har ikke lavet ribben lige så høj, som det originale mønster. Stoffet er fra Malika & Rosa, og jeg har tidligere syet en tunika til Carla i det samme stof. Jeg synes det er så smukt, og jeg har heldigvis over en meter tilbage til nogle småprojekter.


lørdag den 18. august 2012

Grøn velour

Som ventet flere bukser til Carla, men nu med strygestof! Godt nok meget diskret da jeg ikke ville vove mig ud i de store projekter, hvis jeg nu ikke liiiiige havde styr på, hvordan man skulle gøre.

Det gik nu ganske fint og jeg glæder mig til at eksperimentere mere med det, for det er en sjov og nem måde at dekorere tøjet på.

Ja, ja - jeg kan godt se at det lilla strygestof er lysere end ribben, og det var egentlig ikke meningen, men jeg huskede helt forkert mht. nuancen på strygestoffet og valgte bare ribben ud fra hukommelsen - dårlig idé! Næste gang prøver jeg lige at koordinere lidt mere INDEN jeg klipper.

Mønstret er en variation af Minikreas ballonbukser - jeg har sat rib forneden. Bukserne er testet og de sidder helt perfekt, og jeg må indrømme, at jeg er ret pjattet med velour til sådan en lækker snart 1-årig pige.


fredag den 17. august 2012

Verdens nemmeste kjole - ny version

Hold nu lige op - jeg har rundet 200 læsere! Det synes jeg da er helt vildt, og hvor er jeg bare glad for, at I har lyst til at følge med, så mange tak for det og jeres søde kommentarer.

Jeg har syet endnu en kjole til mig selv - samme model som denne. Denne gang har jeg syet en smal elastik i kjolen hele vejen under brystet for at ændre udtrykket lidt. Den næste model vil jeg lave lidt smallere, men bortset fra det er jeg rigtig godt tilfreds med resultatet.

Stoffet er mørkeblå jersey med hvide prikker købt hos stof & stil. Nu hvor jeg er blevet så glad for at sy jersey-kjoler til mig selv, skal jeg helt sikkert ud og se, om de ikke har nogle gode rester....men det må lige vente til september, da jeg stadig er i gang med, at bruge hvad jeg har - og det går faktisk rigtig godt med det.

Jeg beklager fotomodellen.....men allergi gør intet godt for éns udseende! Nu er det vigtigste så også at I får en idé om, hvordan kjolen ser ud.

torsdag den 16. august 2012

Kold og andre fine ting

Forleden havde vi besøg af min dejlige mor, og hun havde bare rigtig fine sager med til mig! Som i VIRKELIG fine.

Prøv lige at se engang; 3 Erik Kold dåser og to andre 70´er-bøtter....ih de er så smukke! Den lave orange med hjerter er da intet mindre end fantastisk. Jeg fik det næsten fysisk dårligt, da min mor fortalte at hun havde smidt smørbeholderen (Erik Kold) ud! Men til gengæld har hun givet mig alle de andre hun havde (selvom de faktisk var i brug hos hende - er man så ikke forkælet?;-)).

Udover det havde hun også 3 Wiinblad-vaser med, og jeg er endnu mere glad for dem end jeg havde forventet, for jeg synes de er rigtig smukke.

1000 tak mut - jeg ved jo at du smuglæser:-)

Nu skal der rykkes lidt rundt på hylderne i køkkenet, og jeg skal også finde et sted til vaserne - det ender vist med at der kommer lidt bolig-billeder på bloggen på et tidspunkt.




onsdag den 15. august 2012

Debut med lommer

Jeg har kastet mig ud i at sy bukser til Carla med lommer....altså bare snydelommer, for det hun kan finde på at putte i lommerne, er jeg ikke interesseret i at skulle pille ud igen:-)

Hvis jeg selv skal sige det, er det faktisk blevet helt okay - og så er jeg jo fuldstændig faldet for det piping dér, så det måtte der også på. Mønstret er fra Sy sejt børnetøj - jeg har dog forlænget det lidt foroven, da jeg ikke synes det første par sad så godt.

Jeg skal i gang med at masseproducere bukser til Carla, for hun mangler virkelig....det betyder at det nok ikke er det mest inspirerende, der kommer på bloggen, for jeg skifter kun imellem nogle få buksemønstre, som jeg har konstateret passer hende godt.


tirsdag den 14. august 2012

Tøseversion af EG-skjorte

Så blev det vores tur til første skoledag - Emil elskede det og ville gerne være blevet længere - vi kunne jo heldigvis glæde ham med at han skal afsted igen i morgen.

Som jeg nævnte i dette indlæg, var jeg ikke vildt begejstret for pasformen på den originale Elsebeth Gynther skjorte - den var lidt for telt-agtig til Carla, så derfor har jeg nu lavet min helt egen tøse-version af mønstret (som mange EG-elskere sikkert vil hade, da det nok er for langt fra originalen;-)).

Jeg har lavet den længere, så den er blevet til en tunika, jeg har givet den vidde forneden, og så har jeg sat elastik i ærmerne - denne model passer meget bedre til Carla. Egentlig ville jeg gerne tilføje en knap ved slidsen, men Carla spiser ALT, hvad hun kan få fat i, og det var endda lykkedes hende at pille knappen af en bukselomme, så den sad hun længe og tyggede på.

Stoffet er fra den store stofbunke fra naboen og det er simpelthen så blødt og lækkert.



mandag den 13. august 2012

Skolestart

I morgen skal min lille dreng....okay måske ikke SÅ lille, men alligevel....begynde i skole. Jeg er virkelig spændt på, hvad han siger til det og håber selvfølgelig at det bliver en god oplevelse, og at han vil blive glad for det.

Heldigvis startede han i SFO den 1. maj, så han har haft lidt tid til at lære de nye kammerater at kende, og det dér med at skulle sidde stille, tror jeg ikke bliver noget problem for ham. Jeg synes det er helt vildt at han allerede er 5 år og nu skal i gang med skolen!

Lidt nyt udstyr til penalhuset og efterfølgende lidt billeder af min dejlige Emil.