tirsdag den 1. oktober 2013

En af de hurtige

Jeg har haft (har egentlig stadig) en travl periode på arbejdet, men jeg prioriterer stadig at have en lille smule tid til det kreative. Det er ikke store komplicerede projekter, der tager lang tid - lige nu har jeg bare brug for noget, hvor jeg tænker på andet end tal:-) Forleden blev det til en pude til sofaen - den er syet af et viskestykke fra Netto, kombineret med mintgrøn bomuld, som jeg fik af en nabo og desuden neonkoral piping. Jeg har klippet en mere i de samme farver men med et lidt andet udtryk - den satser jeg på at lave færdig senere på ugen.

Og ja - sofapuden ville se mere lækker ud i en stor lysegrå flydersofa, men jeg er ikke typen, der synes det er sjovt at rende i rumpen af mine unger med en svamp og en flaske danskvand imens de prøver at nyde deres fredags-slik, så vi lever med den børnevenlige sofa et års tid endnu.





mandag den 30. september 2013

Noget om at være inspireret

Jeg har SÅ meget lyst til at sy alt muligt til mig selv lige for tiden. Det skyldes at jeg har lånt en stak Burda-blade, da jeg i sidste uge var til kreahygge hos en mor til en af Emils legekammerater. For det første var det rigtig hyggeligt, og så var det altså fedt, at man lige havde nogle timer, hvor man ikke skulle nå andet end at sy (okay - vi fik så også talt en del, men det er også vigtigt).

Nu er jeg ved at prioritere hvilke mønstre jeg skal tegne af i denne omgang - jeg tror jeg vil udvælge 3-4 modeller der skal afprøves. Det tager trods alt noget tid at tegne mønstre af og min (fri)tid er ret begrænset på dette tidspunkt af året pga. mit arbejde.

Hvor finder I inspiration henne?

søndag den 29. september 2013

minikrea leopard in action

Som lovet får I også leopard-versionen at se på. Den vender dog forkert, da Carla insisterede på selv at tage tøj på....pyt - I kan nok få en fornemmelse af den alligevel.

Det er kun blevet til en lille smule kreatid i weekenden, men jeg har ikke fået færdiggjort noget, så der er ikke så meget at vise frem, men i løbet af den næste uges tid, satser jeg på at få afsluttet nogle projekter.






 
Man kan godt blive lidt træt af at lege fotomodel - så er det godt at putte med far.

fredag den 27. september 2013

minikrea girafkjole in action

Kort og godt - Carla iført raglankjole lavet efter minikreas mønster. Den blev lidt for kort, men med de gode stænger, kan hun jo bære det;-)

Rigtig god weekend.





torsdag den 26. september 2013

Torsdagstanker

Til jer der kun lurer med på grund af det kreative, så må I hellere springe hurtigt videre, for prøv nu at se - ikke så meget som et billede på dette indlæg:-)

Som så mange andre er jeg også på Instagram. Forleden læste jeg, hos en af de meget inspirerende kvinder jeg følger, en tekst i stil med dette: "Jeg giver så meget men får ALDRIG noget igen." Jeg er ikke 100% sikker på at det var sådan formuleringen var, men det var i den stil. Én ting er at en enkel person har det sådan den dag, men det, der overraskede mig, var de ca. 45 kommentarer hvor folk (de fleste) bakkede op om det udsagn og skrev kommentarer som det kendte de godt, og sådan var det også for dem og så videre. Hvor trist er det lige????

Er jeg for naiv, eller er jeg bare selv meget heldig? Jeg har slet ikke den opfattelse af verden. Jeg får rigtig meget igen! Jeg er omgivet af søde, betænksomme mennesker, som gider mig, som gør noget for mig, som vil hjælpe mig når jeg har brug for det, som lytter når det er det, der skal til, som glæder sig med mig, når der sker noget godt og sådan kunne jeg blive ved. Sådan er mit virkelige liv uden for bloggen. Og hvis jeg så vender blikket mod blogland, så er jeg også omgivet af søde betænksomme mennesker, der hjælper og støtter på hver deres måde.

Hvad mener I? Giver I også alt for meget af jer selv og får for lidt igen? Er min livsopfattelse virkelig så enestående?

Rigtig god torsdag til jer.

mandag den 23. september 2013

Flere tern/flere bukser

Nu er jeg kommet helt igennem den bunke jeg havde klippet! Eller det vil sige at jeg i mellemtiden har klippet 7 dele mere, men det er også så dejligt at have noget klart til at køre igennem maskinerne.

Disse bukser til Carla er lavet fuldstændig efter minikreas mønster på ballonbukser, det ternede stof er fra Stofdepotet og foerstoffet er købt på nettet for lang tid siden - tror det var fra Stofkiosken.



søndag den 22. september 2013

Bluse i tøsefarver

Endnu en bluse til Carla. Jeg beklager, hvis jeg begynder at kede jer, men Carla mangler virkelig bluser og bukser, og eftersom jeg ikke gider at vaske hver dag, skal der trods alt en del tøj til (siger hende, der selv har over 100 kjoler i skabet).

Denne er syet i det fineste jersey købt hos Stof & Stuff - jeg synes det minder lidt om Katvigs gamle print. Mønstret er minikreas raglan t-shirt. Den pink rib er lige i overkanten til mig og var sådan en "i mangel af bedre"-løsning, da jeg ikke havde noget rib der passer godt i farven. Så kunne jeg jo bare have købt noget, men NEJ - jeg shopper ikke stof i september og heller ikke i oktober (kan jeg se på mine hylder - jeg har været nødt til at tage gulvet i brug til opbevaring af stof og det går ikke!). Jeg må gerne købe mønstre, tråd, lynlåse og andet tilbehør;-)

Blusen ser frygtelig ud i nakken, da min overlocker blev ved med at drille - nu kører den heldigvis igen. Den skulle bare trådes om, men vi var meget uvenner.