lørdag den 18. maj 2013

Nye frisurer

Carla har efterhånden ret langt hår så vi er begyndt at sætte hår på hende engang imellem  - det er SÅ hyggeligt.


Rottehaler....


Hårspænde.....


Og de naturlige krøller som jeg aldrig bliver træt af at se på - min smukke dejlige pige......i storebrors aflagte regntøj:-) Selvom vi ikke fik to børn af samme køn, synes jeg sagtens man kan genbruge en masse af tøjet.

fredag den 17. maj 2013

Masseproduktionen er i gang

Jeg har nået lidt mere ved symaskinen, selvom jeg synes det er alt for lidt....et fuldtidsarbejde og en familie tager altså meget tid:-)

Jeg producerer makeup-punge for tiden....som sædvanlig efter Christinas DIY. Disse skal bruges til gaver og jeg har derfor holdt dem meget simple.




torsdag den 16. maj 2013

Jeg har gjort det igen!

Det er helt utroligt, så heldig jeg er! Denne gang har jeg vundet den fineste gulvpude hos Tingeltangels Univers og Carla er vildt begejstret for den, så den bliver ikke kun brugt til at sidde på - som I kan se, kan den også sagtens bruges, når man sidder og putter i sofaen.

Mange tak for den lækre præmie - den er allerede et hit, og så er det lækkert med noget til børn, som samtidig er i et design, så man som voksen også kan holde ud at se på det.

Og tak for alle jeres kommentarer - jeg ved at jeg er lang tid om at vende tilbage, men jeg satser på at indhente det forsømte i weekenden.




onsdag den 15. maj 2013

Bamse, kylling og mini-tarzan

Det lyder som en underlig kombi, men jeg tror det bliver ganske godt - jeg er i gang med endnu et babytæppe (jeg er faktisk i gang med to, men det ene er endnu kun en stak lapper, så det bliver ikke vist frem endnu).

Dette er syet af en blanding af genbrug og rester; mini-tarzan og bamse & kylling er fundet billigt i genbrugsbutikken. Det mørkeblå er resterne af et arvet Peter-plys dynebetræk og de gule tern og grøn/hvide blomster er rester. De fleste ville nok kalde det et drenge-tæppe, men jeg synes faktisk det er uni-sex. Jeg satser på at montere bagsiden i morgen og så skal jeg i gang med det næste tæppe.

Nu vil jeg gå op og sige GODNAT til Carla for 117. gang - jeg ved ikke hvad det er med det barn og søvn - argh......................





tirsdag den 14. maj 2013

Mors dag

Her blev der også fejret mors dag.....jeg synes helt ærligt det har taget lidt overhånd mht. store gaver mange steder, men det er nok fordi vi generelt ikke giver store dyre gaver hos os - heller ikke til fødselsdage....engang imellem kan vi godt overraske hinanden og gøre noget ekstra ud af det, men gavebudgettet generelt er slet ikke så højt.

Jeg er nok mere til at mors-dag er en dag hvor mor skal forkæles og værdsættes og det behøver i min verden ikke at være med noget dyrt, men hold nu op hvor blev jeg også forkælet.....vase, stor buket blomster og fyldte chokolader - det var Emil der havde valgt det hele og han havde bestemt hvad der skulle stå på kortet - den dreng er intet mindre end et vidunder!




søndag den 12. maj 2013

What to do?

Fornylig købte jeg en sjov dug med papegøjer i genbrugen - jeg har klippet en tunika til Carla og vidste med det samme, at jeg ville fremhæve det gule i stoffet ved at tilsætte gule ærmer, men nu er jeg kommet i tvivl om, hvilken afslutning jeg skal lave på ærmerne - bare elastik i en løbegang eller rib? Hvis jeg vælger rib, hvilken farve synes I jeg skal vælge?

Tunikaen er allerede prøvet på, da Carla blev meget begejstret, da hun så den og råbte PÅ! Så det kom den, selvom den endnu ikke er færdig:-)



fredag den 10. maj 2013

Eventyr-kjole

For noget tid siden vandt jeg noget fin jersey hos Mette med bloggen Smallstar, Jeg klippede straks en lille kjole til Carla, men den har så ligget i sykurven i laaaaang tid - nu blev den lavet færdig, og egentlig havde jeg først besluttet, at den skulle have brun rib, men inspireret af Mettes Hans & Grethe trøje ombestemt jeg mig og brugte rød rib. Jeg er så glad for resultatet og glæder mig til at se Carla i den.

Hvis I ikke allerede er faste læsere hos Mette, synes jeg at I skal kigge forbi hendes blog - hun er virkelig dygtig og deler gerne; hun har nogle rigtig gode DIY´s på bloggen.