mandag den 30. september 2013

Noget om at være inspireret

Jeg har SÅ meget lyst til at sy alt muligt til mig selv lige for tiden. Det skyldes at jeg har lånt en stak Burda-blade, da jeg i sidste uge var til kreahygge hos en mor til en af Emils legekammerater. For det første var det rigtig hyggeligt, og så var det altså fedt, at man lige havde nogle timer, hvor man ikke skulle nå andet end at sy (okay - vi fik så også talt en del, men det er også vigtigt).

Nu er jeg ved at prioritere hvilke mønstre jeg skal tegne af i denne omgang - jeg tror jeg vil udvælge 3-4 modeller der skal afprøves. Det tager trods alt noget tid at tegne mønstre af og min (fri)tid er ret begrænset på dette tidspunkt af året pga. mit arbejde.

Hvor finder I inspiration henne?

søndag den 29. september 2013

minikrea leopard in action

Som lovet får I også leopard-versionen at se på. Den vender dog forkert, da Carla insisterede på selv at tage tøj på....pyt - I kan nok få en fornemmelse af den alligevel.

Det er kun blevet til en lille smule kreatid i weekenden, men jeg har ikke fået færdiggjort noget, så der er ikke så meget at vise frem, men i løbet af den næste uges tid, satser jeg på at få afsluttet nogle projekter.






 
Man kan godt blive lidt træt af at lege fotomodel - så er det godt at putte med far.

fredag den 27. september 2013

minikrea girafkjole in action

Kort og godt - Carla iført raglankjole lavet efter minikreas mønster. Den blev lidt for kort, men med de gode stænger, kan hun jo bære det;-)

Rigtig god weekend.





torsdag den 26. september 2013

Torsdagstanker

Til jer der kun lurer med på grund af det kreative, så må I hellere springe hurtigt videre, for prøv nu at se - ikke så meget som et billede på dette indlæg:-)

Som så mange andre er jeg også på Instagram. Forleden læste jeg, hos en af de meget inspirerende kvinder jeg følger, en tekst i stil med dette: "Jeg giver så meget men får ALDRIG noget igen." Jeg er ikke 100% sikker på at det var sådan formuleringen var, men det var i den stil. Én ting er at en enkel person har det sådan den dag, men det, der overraskede mig, var de ca. 45 kommentarer hvor folk (de fleste) bakkede op om det udsagn og skrev kommentarer som det kendte de godt, og sådan var det også for dem og så videre. Hvor trist er det lige????

Er jeg for naiv, eller er jeg bare selv meget heldig? Jeg har slet ikke den opfattelse af verden. Jeg får rigtig meget igen! Jeg er omgivet af søde, betænksomme mennesker, som gider mig, som gør noget for mig, som vil hjælpe mig når jeg har brug for det, som lytter når det er det, der skal til, som glæder sig med mig, når der sker noget godt og sådan kunne jeg blive ved. Sådan er mit virkelige liv uden for bloggen. Og hvis jeg så vender blikket mod blogland, så er jeg også omgivet af søde betænksomme mennesker, der hjælper og støtter på hver deres måde.

Hvad mener I? Giver I også alt for meget af jer selv og får for lidt igen? Er min livsopfattelse virkelig så enestående?

Rigtig god torsdag til jer.

mandag den 23. september 2013

Flere tern/flere bukser

Nu er jeg kommet helt igennem den bunke jeg havde klippet! Eller det vil sige at jeg i mellemtiden har klippet 7 dele mere, men det er også så dejligt at have noget klart til at køre igennem maskinerne.

Disse bukser til Carla er lavet fuldstændig efter minikreas mønster på ballonbukser, det ternede stof er fra Stofdepotet og foerstoffet er købt på nettet for lang tid siden - tror det var fra Stofkiosken.



søndag den 22. september 2013

Bluse i tøsefarver

Endnu en bluse til Carla. Jeg beklager, hvis jeg begynder at kede jer, men Carla mangler virkelig bluser og bukser, og eftersom jeg ikke gider at vaske hver dag, skal der trods alt en del tøj til (siger hende, der selv har over 100 kjoler i skabet).

Denne er syet i det fineste jersey købt hos Stof & Stuff - jeg synes det minder lidt om Katvigs gamle print. Mønstret er minikreas raglan t-shirt. Den pink rib er lige i overkanten til mig og var sådan en "i mangel af bedre"-løsning, da jeg ikke havde noget rib der passer godt i farven. Så kunne jeg jo bare have købt noget, men NEJ - jeg shopper ikke stof i september og heller ikke i oktober (kan jeg se på mine hylder - jeg har været nødt til at tage gulvet i brug til opbevaring af stof og det går ikke!). Jeg må gerne købe mønstre, tråd, lynlåse og andet tilbehør;-)

Blusen ser frygtelig ud i nakken, da min overlocker blev ved med at drille - nu kører den heldigvis igen. Den skulle bare trådes om, men vi var meget uvenner.



lørdag den 21. september 2013

Vinder af NOMI højstol

Så blev det tid til at trække en vinder af min giveaway og den heldige er....


Tillykke til Margit og tak til jer alle fordi I havde lyst til at være med. Margit har bloggen Creative Tail og laver blandt andet de fineste personlige navneplakater. Jeg sender dig en mail på mandag, så vi kan aftale nærmere.

Lille leopardkjole med lidt mint

For lang tid siden klippede jeg denne kjole til Carla. Desværre var jeg så ukoncentreret at jeg kom til at sætte piping på det ene ærme i stedet for på forstykket. Jeg er ikke så stor fan af at sprætte op, så kjolen endte på bunden af sykurven og kom først frem igen, da jeg lavede en to do liste på bloggen. Kjolen blev færdig og den klæder Carla så godt. Jeg må lige have taget billeder af den på, for det er svært at gengive, når den bare ligger på gulvet.

Mønstret er etagekjolen fra Stof og Stil. Stoffet er fra Stofdillen (nu Stofdepotet) og jeg har selv en matchende kjole, som du kan se lige her.


fredag den 20. september 2013

Twisted jersey nederdel

Jeg har længe gerne villet have en twisted nederdel, meeeeen de dér plus 12 kg der er fløjet på siden januar, pynter ikke i en stram nederdel, så jeg har udskudt det. Nu vovede jeg mig alligevel ud i det, og selvom jeg helt sikkert mener, det ville klæde mig bedre, hvis jeg ikke var helt så bred, så synes jeg godt, den kan gå an med en trøje over.

Jeg har brugt denne DIY fra bloggen Maries Fabrik - det tager omkring 10 minutter at sy sådan en.

Normalt viser jeg også billeder af tøjet uden model, men nederdelen ser ikke ud af noget, når den bare ligger på gulvet, så derfor de meget grynede billeder af mig.


 

torsdag den 19. september 2013

Bløde blomster

For en del tid siden shoppede jeg noget blomstret jersey i Stof og Stil, og jeg havde en idé om en t-shirtkjole til mig selv, meeeeeeen jeg er kommet lidt for meget ud af form, hvis man kan sige det sådan;-) Og når der er lidt for meget sul på kroppen, synes jeg bare ikke lige at jersey er min ven.

Derfor har jeg brugt noget af det til bukser til Carla. Jeg forestiller mig at de også ville være fine med gul eller turkis rib. Mønstret har jeg selv tegnet, da jeg gerne ville have bukserne rimelig smalle pga. stoffet og ikke lige havde et mønster der passede til mit behov (minikrea har et buksemønster med smalle ben og det har jeg også anskaffet mig, men det var lige udlånt).



onsdag den 18. september 2013

20 spørgsmål

Så er der en lille leg i blogland igen, og jeg vil også være med, da jeg selv er så nysgerrig og derfor elsker at læse med hos jer andre.



1. Kan du lide kinesisk mad?- Ja, men da jeg hverken spiser ris eller nudler normalt, så er det ikke så tit, jeg får det.

2. Kan du lide kaffe?
- Ja. Jeg drikker den både sort og med mælk i.

3. Sover du på en speciel måde?
- Næ, det tror jeg ikke.

4. Kan du spille poker?
- Overhovedet ikke.

5. Vil du have børn?
- Ja, jeg er taknemmelig, for de to jeg har og skal ikke have flere.

6. Har du nogensinde været i en ambulance?
- Ja. Første gang som medpassager da min mor havde brækket benet. Anden gang i forbindelse med rundvisning på brandstationen i Roskilde.

7. Foretrækker du havet eller en pool?
- Jeg foretrækker at kigge på havet og bade i pool. Men generelt er jeg ikke nogen vandhund

8. Hvad bruger du flest penge på?
- udover de sædvanlige ting som hus og bil, må det være tøj og stof.

9. Hvilket TV-program eller serie er din favorit?
- umiddelbart "sex and the city" som jeg kan se igen og igen. Jeg er også ret pjattet med "Breaking bad", men tror ikke det bliver sådan en, jeg gider at se 17 gange.

10. Hvem er den sjoveste person du kender?
- Lige nu må det næsten være Carla - sådan en 2-årig har bare en fantastisk logik, og ellers er det nok min bror.

11. Hvordan er din ringetone?
- Den hedder Blues (det måtte jeg altså lige tjekke).

12. Ejer du noget tøj, fra da du var barn?
- Ja! Min mor har været rigtig god til at gemme både tøj og legetøj fra vores barndom. På billedet kan I se noget af det tøj, der er blevet gemt.

13. Beskriv en ting som er rød og tæt på dig.
- imens jeg skriver dette indlæg er det låget til mine knappenåle.

14. Flirter du meget?
- Ja.

15. Ved du hvordan man skifter dæk på en bil?
- Ja, det ved jeg vel egentlig godt, men jeg har ikke prøvet siden jeg var 17, så jeg ville nok være lidt ked af at kaste mig ud i det selv.
16. Hvilken bog var den seneste du læste?
- Det kan jeg faktisk ikke huske, men jeg læste en del da vi havde sommerferie, Bl.a. "Arven" og "Det fjerne land" af Nevil Shute.

17. Læser du avis?
- Ja den lokale ugeavis. Ellers læser jeg nyheder på nettet, og så er jeg altså typen, der godt kan lide at læse nyheder på tekst-tv:-)

18. Synger du i bilen?
- Ja, det gør jeg tit. Carla kan sagtens finde på at råbe fra bagsædet: "STOP MOR!" Jeg synger altså heller ikke særlig godt.

19. Kan du danse tango?
- Nej.

20. Er du glad?
- Ja - rigtig meget. Jeg er vist født glad, og det er sjældent jeg er ked af det. Jeg har været heldig hele livet; da jeg var barn, sagde jeg f.eks. til min mor, at det vel nok var heldigt, at jeg lige præcis var havnet hos hende, så mit held startede tidligt:-)

tirsdag den 17. september 2013

Tern med et strejf af neon

Flere bukser til Carla....føler nærmest jeg masseproducerer, men mange af Carlas bukser stumper og det er bare ikke så praktisk, når det bliver koldt.

Disse er uden foer og stoffet er ikke så kraftigt, men de går an lige nu, hvor det ikke er så koldt. Senere kan de bruges med et par strømpebukser under. Det ternede stof er fra Stofdillen og jeg har tilføjet lidt neonpiping. Jeg overvejde rib i benene, men det blev den hurtige løsning med en løbegang og elastik. Mønstret er en lidt smallere version af minikreas ballonbukser.

Og nu jeg nævner minikrea, vil jeg lige dele en nyhed med jer - minikrea har meddelt mig, at de har besluttet at kaste sig over mønstre til voksne! Det første mønster vil være blandt nyhederne til januar 2014 og forhåbentlig er vi så heldige at det er tunikaen, som mange har spurgt efter. Jeg glæder mig!



mandag den 16. september 2013

Noget om at være høj...

...og nu mener jeg "høj" som i oppe at køre - ikke bare lidt men sådan rigtig meget i lang tid. Piger - jeg siger jer, at jeg fik en på opleveren i weekenden! Som jeg nævnte tidligere på bloggen, var jeg inviteret på workshop hos Nanna med bloggen how to do fashion. Nanna er uddannet modelsyer og konstruktør, og det var netop mønsterkonstruktion, det drejede sig om i weekenden.

Konceptet er genialt; Nanna har opsyet nogle grundmodeller, man prøver på, og så retter man til på originalmønstret til man har en model, der passer én perfekt. På trods af min uerfarenhed vovede jeg mig ud i at sy en figursyet kjole, og resultatet bliver virkelig godt (kjolen er endnu ikke helt færdig - mangler lige en lynlås), og nu har jeg jo så mit helt eget grundmønster, som kan bruges igen og igen.

Jeg var uden tvivl den med mindst erfaring, og jeg synes da også, der var nogle udfordringer, men på trods af det, var projektet på ingen måde uoverskueligt. Dette skyldes helt klart at Nanna er noget af det mest tålmodige og hjælpsomme, og hun forklarer det gerne en ekstra gang, hvis man ikke lige fatter det i første forsøg;-)

Weekenden har været inspirerende, intens, lærerig, hyggelig og sjov - en hel fantastisk oplevelse, og det er noget jeg vil prøve igen. I bør unde jer selv sådan en oplevelse - det burde være kreative bloggeres julegaveønske nummer 1 i år - tjek Nannas blog og læs mere om workshops med mere lige her.

Udover alt det jeg har lært på de to dage, så var det også en fornøjelse at møde andre bloggere. Nogle har jeg fulgt med hos siden jeg startede bloggen - andre var helt nye for mig, men hvor var det givende at møde nogle mennesker, der deler ens kreative interesse.

Som I nok kan se, er jeg stadig høj over mine oplevelser - jeg tror jeg kan leve højt på det længe, og ellers er det jo bare at booke en weekend hos Nanna;-) Mange tak for en forrygende oplevelse!




søndag den 15. september 2013

Giveaway i samarbejde med Evomove

Som lovet endnu en giveaway. Jeg har anmeldt den smarte NOMI højstol fra evomove lige her. Som I kan se, er vi allerede rigtig glade for vores og nu kan en af mine læsere vinde en NOMI højstol til en værdi af kr. 1.499 (farven vælger man selv), da evomove har været så flinke at sponsere en stol.


Reglerne er som følger:

1 lod for fast læser (via bloglovin eller google friend connect).

5 lodder for fast læser og link til giveaway´en med billede på din blog eller Facebook.

Skriv venligst i kommentarfeltet hvor mange lodder du deltager med (1 eller 5), og husk at skrive din mail-adresse, hvis den ikke er tilgængelig for mig andetsteds.

Vinderen trækkes den 21. september ca. kl. 21.

lørdag den 14. september 2013

DIY på kjole med flagermusærmer

 


På instagram har jeg lovet at lave en DIY på min kjole med flagermusærmer (kjolen har jeg endnu ikke fået vist her på bloggen, men her får I så kjole nummer 2 og samtidig en DIY).

Dette er den sjuskede version, hvor jeg tegner mønstret direkte på stoffet, men I kan også tegne mønstret på papir først, så det bliver mere præcist.

I skal bruge en bluse med lange ærmer til at tage mønstret efter.

Læg stoffet dobbelt og nål blusen fast. Jeg har bukket ærmerne lidt op, da jeg vil have en bredere rib forneden. Mål den ønskede længde på kjolen fra blusens skuldersøm.


Mål bunden af blusen (den du har lagt oven på stoffet:-)) og marker midten med en nål - mål ud fra dette punkt bredden på kjolen og sæt en nål i hver side.


Tegn nu mønstret op ved først at tegne halsudskæring samt den øverste del af ærmerne. Derefter tegner du flagermusærmerne ved at lave en bue fra ærmekanten til bunden af kjolen.
 

Når du har klippet ud, ser kjolen sådan ud


Hvis man har valgt at tegne mønstret direkte på stoffet, er det en rigtig god idé at folde kjolen (midt for) nu og klippe til, så man er sikker på at den er symmetrisk

Nu tager du forstykket og folder sammen midt for så du kan lavere en dybere udskæring på forstykket end på bagstykket.


Kjolen ser nu sådan ud


Så er det bare at sy sammen ret mod ret. Nu skal ribben klippes oghvilke mål er jo afhængig af hvilke mål ens kjole har. (min halsudskæring måler 55 cm og ribben har jeg lavet 4 x 52 cm inkl. 1 cm sømrum. Ærmribben måler 22 cm i bredden og 19 cm i højden. Ribben i bunden af kjolen måler 85 x 44 cm - den først kjole jeg lavede målte 85 x 24 og den version sidder faktisk pænere).
 

Fold ribben sammen ret mod ret og sy sammen


Nu ser ribben sådan ud


Nu skal ribben syes på kjolen og så er du færdig:-)


 
Jeg håber den kan bruges - skriv endelig hvis der er spørgsmål. Kjolen kan jo nemt varieres - den næste jeg skal lave, skal ikke have rib i bunden. Jeg skal også prøve at lave en med elastik i taljen.

torsdag den 12. september 2013

En af de lune

Ganske kort: velourkjole syet af stof fra Stof & Stil. mønstret er 20021 fra Onion. Det originale mønster har ærmer med svaj - jeg har lavet dem smallere og tilføjet en rib. Jeg synes ikke det er så praktisk til Carla at ærmerne ligger oppe i maden lige pludselig, og det er altså nemmere at få dem til at blive hvor de skal, når der er rib forneden.